

Kampen om borgerkrigen
Vi kender alle sammen udtrykket "sejrherren skriver historien", men sådan har tilfældet bare ikke været med den Amerikanske Borgerkrig. Bevidste om vigtigheden af at præge historien søgte sydstaterne med stor succes meget bevidst at fortælle deres historie. I dette foredrag fortæller historiker, Philip Chr. Ulrich, om hvordan sydstaternes indsats har præget fortællingen om Borgerkrigen og krigens hovedpersoner. Philip fortæller også, hvordan fortællingen om Borgerkrigen den dag i dag er en kampplads i en løbende kulturkrig i USA, som også får opmærksomhed fra Trump-administrationen.
Philip Chr. Ulrich er cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet, og tidligere udenrigsredaktør på netmediet Kongressen.com. I 2025 udgav han bogen Gettysburg – et blodoffer for et nyt USA. Derudover har han skrevet og bidraget til en række bøger om amerikansk historie og politik.
Fedme er ikke raketvidenskab -det er meget mere kompliceret
Den globale fedmeepidemi er langt mere gådefuld, end de fleste går og tror. Og det samme gælder de kræfter, der styrer, om man bliver tyk eller tynd. Hvis du tror, at du ved, hvad fedme handler om, så kan du godt tro om igen!
Vi lever i en verden, hvor AI kan skrive vores opgaver, bilerne næsten kører af sig selv, og de rige kan tage en feriedag i rummet. Men på trods af disse store teknologiske fremskridt, så ved vi stadig ikke, hvordan vi forebygger fedme!
Dette foredrag tager dig med på en fascinerende rejse ind i fedmeforskningen, hvor vi bl.a. stopper op og ser på nogle af de ting, som jeg ikke forstår. For hvordan kan det være, at nogle tager meget mere på i vægt end andre -på trods af at de spiser det samme antal kalorier? Og hvorfor kan nogle tynde mennesker tilsyneladende spise, hvad de vil -og bevæge sig mindre end andre -uden at tage på?
Jeg er forvirret. Og det bliver du måske også. Men sådan er det med forskning, og måske du til sidste alligevel forstår, hvorfor vi mennesker har været på Månen og nu også er på vej til Mars -men altså stadig ikke rigtigt ved, hvordan vi knækker fedmekurven.
Jens Lund er forsker ved det sundhedsvidenskabelige fakultet ved København Universitet og er desuden tilknyttet Novo Nordisk center for Basic Metabolic Research

Går Golfstrømmen i står -bliver klimaet i Danmark som i Alaska?
Den globale opvarmning bliver mere og mere tydelig med den stigende atmosfæriske CO2 koncentration. Hidtil har temperaturstigningerne været proportionale med udledningerne, men med den øgede temperatur risikerer klimaet at ramme tipping points, hvor klimaforandringerne løber løbsk. Et muligt tipping point er et kollaps af den Atlantiske strøm, som Golfstrømmen er en del af. Det lune danske klima er forårsaget af den varme, som atlantstrømmen transporterer fra troperne til de nordlige breddegrader. Hvis den store radiator kollapser kan det skandinaviske klima komme til at ligne klimaet i Alaska, der ligger på samme breddegrad som Skandinavien, men ud til Stillehavet, som ikke har en tilsvarende varm strøm. I foredraget beskrives og forklares klimaet, tipping points og risikoen for et kollaps af atlantstrømmen.
Peter Ditlevsen er professor i klimaets fysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet. Han har beskæftiget sig med turbulens og kaos i naturen, klimaforandringer og tidligere tiders klima. Han er leder af internationale forskningsprojekter, senest om tipping points i klimaet og kollaps af den atlantiske havstrøm.
